På et andet andet tidspunkt

Jeg finder altid for mange veje, vil i for mange retninger. Jeg skulle kunne æggedele mig, så kunne jeg sprede mig selv ud, skiveskåret, en til hver vej, problem løst for pigen, der aldrig kunne finde ud af at beslutte sig.

På et andet tidspunkt

Finder gamle tekster på min computer.

Bogstaverne på tastaturet lyser op mod mig. Det er nat og jeg sover ikke. Det er et faktum, ligesom det, at du ikke er her og jeg ikke der. Som håndtrykket der ikke bliver gengældt. Alligevel kan du være tilstede uden at være der, du kan gengælde et håndtryk uden at besværes, du kan give uden at dele ud af noget. Det er det, du kan.

Jeg kan ikke trække mig, men vil i stedet lade min uduelighed på dette område omfavne mig, som håndtrykket omfavner hånden. Du kan trække dig bort i en omfavnelse du kan tale dig længere væk når du siger du elsker mig. Du sagde du elskede mig og aldrig har jeg følt mig så alene i en omfavnelse, i et håndtryk.

En slags begyndelse

Smagen af æg og løg i munden mens min krop flimrer, mit hjerte flimrer og mine tanker, som skyggerne, afkastet af bladenes filtrering af sollyset flimrer. Jeg sidder her og lænser mit kreditkort i en overspringshandling oven på en anden, nyt læsestof - yeah tak, men det var et sidespor. Jeg har lyst til mandler og pærer, frugt og nød fra hver deres ende af den europæiske union, som jeg så sjældent tænker på, overhovedet faktisk, eller her den anden dag tænkte jeg på Ole Ryborg - EU korrespondenten. Ham kan jeg godt lide på min skærm med hans dobbelthage lavet på embedsmandsværk og belgiske vafler. Nu vi taler om TV, jeg så Peter Arnfeld(t?) i nyhederne i aftes og følte mig sært tiltrukket af ham, idet han tonede frem på skærmen iført Golden Retriever og sweater. Drømmen om den pæne ordentlige mand indtil jeg opdagede hvem han var og skammede mig.

Jeg forstår mig ikke på dating, og jeg forstår mig ikke på kode, og jeg forstår mig ikke på kommaer.

Kommaer:
Før, at, men ikke før infinitiv at. Jeg har lært ikke at skrive: , at skrive. Men jeg er nødt til at stoppe hver gang, tjekke efter, så langsommeligt at tilføje de små pauser i det jeg skriver, det bliver aldrig en vane for mig, altid noget fremmed og tynd is, usikkert.

Dating:
Jeg har lært, at jeg ikke skal fare for hastigt frem, men heller ikke vente for længe. Alt der imellem, men hvor er det så henne? Så jeg står ude på internettet og blafrer og kigger mig forvirret omkring. Online datingprofiler er små huse med døre der bliver åbnet på klem og smækket i foran snuden på dig, mens du kan høre nogen der sidder og fniser inde bagved. Mig selv inklusive, ærligt talt.

Kode:
At skrive kode er mapping af kaos.

#include <Hende.h>

void setup()
  {
  Serial.begin(115200);
  }

void loop()
  {
  val = analogRead(kaos);
  Serial.print(val);
  val = map(val, 0, 1, 1, 100);
  }

if (val => 0)
  {
  Serial.println("mappingafetkaos");
  }


Jeg ved ikke hvordan jeg sætter en ring om det her.

Velkommen til.